VILDMARKEN
Permakultur på Egå Ungdoms-Højskole
Begrebet permakultur blev introduceret i 1970’erne på grundlag af erkendelsen, at det ikke længere er nok at tænke i bæredygtighed og CO2-neutralitet, når alt for mange af jordens ressourcer allerede er nedbrudt og koncentrationen af drivhusgasser allerede for høj. Vi må tænke i nye baner, hvor vi ved at imitere naturens kredsløbssystemer kan regenerere (genopbygge) biodiversiteten og lagre kulstof - begge dele modvirker aktivt klima- og miljøkriserne snarere end blot at bremse dem.
I den forlængelse er permakultur udviklet som et designværktøj, der bruges til holistisk planlægning og implementering af økologisk regenererende (genopbyggende) systemer ved bl.a. at arbejde med naturen og ikke imod den, samt ved at skabe kredsløbssystemer, der producerer mere energi, end de forbruger. Det opnås bl.a. ved at imitere naturens cyklusser og økosystemer, dels fordi disse ikke kræver energitunge inputs (f.eks. kunstgødning og pesticider), dels fordi de ikke har skadelige outputs (f.eks. kvælstofudvaskning og drivhusgasudledning).
Ovenstående leder umiddelbart tankerne hen på måden, vi designer og driver jordbrug på - men permakultur begrænser sig ikke kun til fødevareproduktion, for permakulturens etikker og principper er lige relevante inden for alt fra byggeri og teknologi til undervisning og organisering. Det betyder også, at permakultur kan praktiseres af alle, alle steder. Du behøver hverken en mark eller en have, en virksomhed eller en skole, for permakultur handler i sidste instans om at føre glade og opbyggelige liv.
“Information is like compost - it does no good unless you spread it around”
- Eliot Coleman
Hundredårsskoven
Et virvar af jubel og naturnysgerrighed
Den vilde skov mod nord er navngivet til ære for Egå Ungdoms-Højskole, der samme år, som skoven blev etableret, kunne fejre 100-års jubilæum. I tillæg rummer navnet forhåbningen om, at skoven skal stå i hundredvis af år til varig gavn for jord, dyr og mennesker.
Skoven består af vilde træer som ask, lærk, eg, bøg, hassel og birk. I læhegnet, der omgiver hele Vildmarken, har vi plantet bl.a. mirabel, hunderose, slåen, syren, hvidtjørn og rødel. Dette skærmer for vinden, forhindrer sprøj-tegifte fra omgivende marker i at nå vores afgrøder og skaber levesteder for fugle, pattedyr og insekter.
Lader man et stykke jord ligge, vil det undergå en proces kaldet naturlig succession. I Danmark er den naturlige vegetation tæt urskov, og såfremt et område overlades til sig selv, vil det over årene gennemgå følgende stadier:
1. énårige pionerplanter 2. flerårige urter 3. buske 4. pionertræer 5. højskov 6. urskov
Når vi med slid og slæb (læs: pløjning og sprøjtegifte) modvirker denne proces, kæmper vi en endeløs kamp. Vi vil til stadighed blive mødt af pionerplanterne (i folkemunde kendt som ukrudt), som desperat forsøger at dække og skærme den jord, vi lægger øde med plov og round-up. Den naturlige udvikling vil fortsætte med at gøre sit, og vi gør bedst i at forstå dens væsen snarere end bekæmpe den, hvis vi vil spare os selv for tunge arbejdsbyrder, store emissioner og forurenet grundvand.
Hundredårsskoven er et forsøg på at hjælpe den naturlige succession på vej ved at introducere træer og buske fra start. Således genopbygges dyre-, plante- og jordlivet hurtigere, og vedplanterne kommer raskt i gang med den kritisk nødvendige kulstoflagring. Samme successionsprincip følger vi i Permakulturhaven, hvor vi i tillæg til naturværdi har øje for at opnå et højt høstudbytte. Det betyder, at vi ikke lader fouragerende dyr som rådyr og harer komme ind i Permakulturhaven. Hundredårsskoven har derimod ingen anden funktion end naturgen-opretning, så når træer og buske er vokset til, fjerner vi vildthegnet og lader området være åbent, så de vilde dyr frit kan færdes, bygge bo og søge føde.
Skovhaven
Myriader af liv i mange niveauer
Begrebet permakultur er en sammentrækning af det engelske permanent agriculture, hvilket henviser til den kendsgerning, at jo mere vedvarende (permanent) et jordbrugssystem er, desto mere kulstof lagrer det, desto større biodiversitet huser det, og desto mere resilient er det.
Vor tids fødevareproduktion er i høj grad baseret på enårige markafgrøder som korn og foder. Disse dyrkningsformer kræver enorme inputs i form af fossile brændsler, kunstgødning og pesticider for at være højtydende og for ikke at bukke under for sygdomme og skadevoldere. I modsætning hertil er skoven et stabilt økosystem, som over tiden opbygger livet over og under jorden. Den rige biodiversitet skaber modstandsdygtighed, og de flerårige vækster sikrer sunde kulstof-, kvælstof- og vandkredsløb. Netop disse kvaliteter forsøger vi at efterligne i det, man på kalder en skovhave (eller madskov, når produktionen opskaleres). Skovhaven er udformet med et varigt jorddække og planter i mange niveauer, som man kender det fra en helt almindelig skov - det særlige ved skovhaven er, at alle vækster er spiselige! Med et gennemtænkt design og en grundig etablering kan en skovhave producere op til 8 gange så meget mad pr. kvadratmeter til sammenligning med de gængse, monokulturelle dyrkningsformer. Dels fordi vi udnytter kubikmeterne, dels fordi selve skovhavesystemet er så meget mere robust end en blottet og udpint mark. Altså kan vi med skovhaver (og andre mere permanente jordbrugssystemer) sikre fremtidens fødevareforsyning, alt imens vi skaber et sundere miljø og et mere stabilt klima.
I praksis er skovhaven opbygget i følgende ni lag:
1: Høje træer som valnød og ægte kastanje. 2: Lave træer som æble og blomme. 3: Bær- og nøddebuske som ribs og hassel. 4: Flerårige grøntsager og urteagtige afgrøder som katost og fennikel. 5: Vandplanter som watapo og dunhammer. 6: Svampe som østershatte og kantareller. 7: Rodfrugter som jordskokker og skorzonerrod. 8: Bunddække som jordbær og timian. 9: Klatreplanter som spinatranke og bønner
Skovhaven giver et varieret udbytte, der starter i det tidlige forår og topper hen over sommeren og efteråret, men hvor enkelte afgrøder også kan høstes om vinteren.
I tillæg holder vi høns og ænder i selvfordrende skovsystemer, hvor dyrene finder det meste af deres egen føde, alt imens de fungerer som skadedyrsbekæmpelse og recirkulerer næringsstoffer.
Vildengen
Et livligt væld af flora og fauna
Længst mod syd kan du opleve Vildengen - et hektar stort område, som holdes lysåbent og næringsstoffattigt for at skabe de særlige økologiske omstændigheder, der karakteriserer den ferske eng, og som har stor naturværdi.
Enge har historisk set ligget på lavbundsjorder, ofte i tilknytning til vandløb, søer eller moser. Vi observerede, at dette sydlige område på Vildmarken stod under vand i regnfulde perioder, og for at arbejde med naturen be-sluttede vi at udlægge arealet som eng (snarere end at etablere dræn og således arbejde imod naturen).
De ferske enge er i sin tid opstået, fordi man har udnyttet moser til græsning og/eller høslæt. Før i tiden spil-lede de en vigtig rolle i landbruget, fordi det var her, man producerede foder til husdyrene ved at slå hø. I vore dage er den traditionelle udnyttelse af engene mange steder ophørt.
Praksissen med græsning og høslæt gør, at vegetationen på ferske enge er lavtvoksende, lyskrævende og overvejende flerårig. Når næringsstofferne fjernes i form af hø, der køres væk, kan sjældne og værdifulde urter bedre konkurrere med græsser og invasive arter. Således kan man på sunde enge finde op mod 50 forskellige arter pr. kvadratmeter.
Få naturtyper rummer et så rigt et dyreliv som den ferske eng. Den har stor betydning for de insekter, der i løbet af deres livscyklus er knyttet specielt til nogle enkelte planter på engen. Engenes tilbagegang betyder derfor også tilbagegang for insekterne.
Padder kan ikke gennemføre deres livscyklus udelukkende på en eng - de er afhængige af, at der findes våde områder, som de kan yngle i. Vi har etableret en 700 kvadratmeter stor sø på det laveste område af engen for at sikre, at der er et vandspejl året rundt til padder og andre amfibier.
En række fugle bruger ferske enge som ynglehabitat om foråret. Det er især vadefugle som vibe, dobbeltbekkasin, rødben og småfugle som engpiber, sanglærke og gul vipstjert. Uden for ynglesæsonen fungerer engen som fødesøgningsområde.
Da vi ikke holder græssende husdyr på skolen, vil naturplejen bestå i to årlige høslæt - et tidligt slæt i maj og et efterslæt i september efter afblomstring. Det organiske materiale komposterer vi i Permakulturhaven, hvor vi ønsker at øge næringsstofindholdet i jorden.